Vores projekt

Da vi overtog vores hus 15/10-2016 var vi et par rigtig glade førstegangshusejere. Vi var fyldt med gå-på-mod og entusiasme og kunne næsten ikke vente med at komme igang med huset. Vores plan var at vi selv ville rive ned og ud, og så ville vi få folk på til at bygge op efterfølgende. Vi startede allerede dagen efter overtagelsen med at rive ned og fik hjælp af et par gode venner. Da vi gik i gang med at rive de indbyggede skabe ned fandt vi muselort i alle soklerne. Da vi rev køkkenet og bryggers ned fandt vi ligeledes muselort overalt. Vi tænkte ikke videre over det, huset var jo ældre og vi tænkte der sagtens kunne have været mus indimellem. Vi begyndte forholdsvis hurtigt at hive lofter ned, da vi ville udskifte dem med ensartede gipslofter, og her blev vi mødt af lidt af en overraskelse. Det væltede nemlig ned med muselort og vi kunne se at isoleringen var fuldstændig ødelagt.

Vi kunne hurtigt se vi stod med omfattende skader og var på daværende tidspunkt ikke klar over om der var tale om mus eller rotter. Vi skyndte os at anmelde til kommunen og samme eftermiddag havde vi besøg af en rottebekæmper. Han kunne “berolige” os med at det kun var mus, men havde til gengæld aldrig set SÅ omfattende skader efter mus. Han tog også lige en runde omkring huset og surprice fandt han et ordentlig rottehul og en defekt kloak. Kloakken viste sig at være en gammel forsikringsskade der var anmeldt og betalt af forsikringen men kloakvirksomheden havde vist glemt rent faktisk at udbedre skaden… Det blev hurtig gjort.

Værre stod det til med vores museinficerede hus. Vi fik det anmeldt til forsikringen, som sendte en mand ud at kigge på det. Han havde heller ikke set så omfattende skader og det viste sig at han ikke havde hjemmel nok til omfanget og der måtte ny taksator på. Da dommen faldt skulle hele loftet og al isolering udskiftes. Det viste sig at musene ligeledes havde hygget sig gevaldigt under gulvet, og også her skulle alle gulve og isolerning udskiftes. Sidst men ikke mindst havde der også været gnaverfest i hulmurene og disse måtte efterisoleres. Projektet blev forlænget en del og vores planlagt indflytning blev udskudt, hvilket resulterede i at vi måtte genhuses i skurvogn fra midten af januar 2017. I sidste ende bliver vi rigtig fint stillet, men det var en kold spand vand at få i hovedet, og det har været et hårdt projekt at komme igennem fra sidelinjen i en skurvogn.