Dagligstue

I dagligstuen har vi fjernet den tidstypiske reolvæg ind til stuen. Selvom vi syntes den var meget sjov skyggede den for lys ind til stuen og vi ville gerne integrere de to stuer bedre. Vi fik skiftet de faste vinduespartier til et stort skydedørsparti og pejsen blev pudset op. Det faste vinduesparti fyldte hele væggen overfor sofaen og tidligere ejer havde derfor en, i vores mening, dum løsning med tv nede i hjørnet. Uanset hvordan man vender og drejer det kan man ikke komme udenom at der bruges tid foran fjernsynet så vi fik gjort skydedørspartiet mindre end det tidligere vinduesparti, og fik muret en væg op designet specielt til tv’et. Stuen vender stik syd og vi savnede derfor lidt lysindfald og fik sat et vindue i til venstre for brændeovnen.

Vi havde mange diskussioner frem og tilbage i forhold til hvad vi skulle gøre med området omkring brændeovnen men valgte i sidste ende at få pudset det helt glat op. Det var utroligt at se hvilken forskel det gjorde for rummet at komme af med de mørkerøde sten.

Som med Rom bliver vores hus heller ikke færdigt på en dag. Og omend man er lidt utålmodig og det tager sin tid, ja så går det heldigvis hurtigere end det gik med Rom. Dagligstuen er nu færdigindrettet, og vi mangler blot at få sat gardiner op og få lagt skifferestenen på plads foran brændeovnen så den kan tages i brug til næste sæson.

Vi er alt i alt blevet rigtig glad for vores stue og har faktisk genbrugt det meste af hvad vi (Caroline) allerede havde. Det eneste nye møbel der har sneget sig ind er den skønne lænestol  fra Idémøbler, som er en indflytingsgave fra Carolines mor. Sofaen i hvidt læder har Caroline købt i 2009, den holder sig stadig rigtig pænt og er utrolig praktisk med to hunde og snart også en baby – vi har ihvertfald ikke fundet alternativet endnu. Billedet over sofaen er malet af Carolines venindes mor og har efterhånden også lidt år på bagen. Det hører bare “til” over sofaen og bliver ikke lige skiftet ud.