Bryggers

Bryggerset er blevet lavet en del om, siden vi overtog huset. Sælger havde brugt bryggerset som et alrum, da de havde hjemmeboende børn og det var møbleret med et kæmpe billiardbord. Vi ville gerne have et bryggers, men behovet var ikke for så stort et bryggers som huset indeholdt, og det gav derfor rigtig god mening at få flyttet entréen og tage en del af bryggerset til den.

Da vi begyndte at fjerne gulvpladerne i bryggerset var det tydeligt at der havde været fugtproblemer og at musene også havde haft sit indtog her.

Fra vi overtog huset er der også sket en del med bryggerset. Noget af pladsen er gået fra til ny entré og der er inddraget lidt til et større gæstebadeværelse.

Vi er endt med et enkelt men funktionelt bryggers. Vi har valgt en stor vask, der kan indeholde bradepander o.l. samt et armatur med udtræk. På modsatte side af garderobeskabet i entreen har vi i bryggerset også et indbygget skab og sidst men ikke mindst har vi fået bygget et skab udenom eltavle, fyr og vandvarmer så det ikke “roder” i billedet.