Overvejelser

Allerede inden vi købte huset havde vi gjort os nogle overvejelser om hvad der skulle laves ved det og lavet et hurtigt overslag på projektet for at vurdere hvad vi syntes om den “endelige” pris inkl. renoveringen. Når projektet griber om sig kommer der pludselig flere muligheder, som man er nødt til at tage med i overvejelserne.

Entreprise eller selvstændige håndværkere?
Den første overvejelse vi stod overfor var hvilken sammensætning af håndværkere vi skulle køre med. Skulle vi have en entreprenør til at køre hele showet, eller skulle vi selv sammensætte et team af håndværkere vi så selv måtte jonglere rundt med? Vi havde adskillige håndværkere ude at kigge på projektet og legede med forskellige konstellationer inden vi entrerede med en entreprenør. Vi konkluderede at projektet var så omfattende at vi på ingen måde kunne håndtere en hel konstellation af tømrere, murere, vvs’ere, elektrikere og malere at vi gerne ville betale lidt ekstra for trygheden i at have en entreprenør til at styre projektet. Men selv om man har entreprenør på projektet, betyder det ikke at man bare kan slippe det. Undervejs har vi selvfølgelig holdt byggemøder med entreprenøren, hvor vi har gennemgået de udfordringer der er dukket op og snakket om de forskellige valg der skulle tages her og der. Det er klart at det faktum at vi boede i skurvogn i indkørslen og dermed har været til stede på byggepladsen hver dag har gjort det lettere for os at følge med undervejs. Hver dag har vi været forbi og se dagens fremgang og hvilke udfordringer der evt. dukkede op og heldigvis for det, for jeg tror ikke det er muligt at køre så stort et projekt uden der dukker nye ting op undervejs; pludselig var der spartlet på de nye vinduer, stikkontakter var spartlet til, den nye dobbeltdør kunne ikke åbnes osv. For de fleste udfordringer gælder at man nok skal få dem løst, men det bliver alt andet lige lidt lettere, at få taget dem i opløbet.

Den umiddelbare plan
Fra starten havde vi planer om at justere planløsningen lidt hist og her. Der skulle laves nyt køkken og nye badeværelser, el skulle efterses og alle kontakter skiftes. Al heschan (ja der var heschan i størstedelen af huset) og savsmuldstapet skulle ned og der skulle istedet gipslofter op. Vinduer og døre skulle skiftes og gulvene skulle slibes.

Den reviderede plan
Da vi fandt ud af at hele loftet og gulvet skulle op åbnede der sig flere muligheder. Vi besluttede hurtigt at få skiftet al el i hele huset. VVS gav det også rigtig god mening at skifte, når nu der var nem adgang. Flere foreslog at vi fik gulvvarme istedet for opvarmning via radiatorer, en løsning vi rigtig gerne ville have så vi kunne slippe for de grimme radiatorer. Først var vi ude i den omfattende løsning med at banke hele fundamentet op og få lagt ekstra isolering (nødvendigt da der var meget lidt isolering oprindeligt, og det er nødvendigt med ordentlig isolering, hvis man varmer op med gulvvarme, så det ikke er fundamentet man varmer op). Da husets skillevægge stod på fundamentet var det et kæmpe projekt, der også krævede udskiftning af disse. Vi fandt derfor, i samarbejde med entreprenøren, på en løsning med gulvvarme på fordelingsplader og en mere effektiv men også dyrere isolering. 

Hvilket gulv?
Vi besluttede os for fliser i vådrum, bryggers og entre og har valgt samme serie fliser i alle rummene. Det er i øjeblikket meget populært med en forholdsvis mørkegrå fliser, men denne har vi nu valgt at undgå. Vi har istedet valgt en lys greige fra italienske Unicom Stark i farven Bone White (se den her) (blanding af grå og beige) for at få så meget lys ind i rummene som muligt. På gulvflader har vi valgt 60x60cm fliser for at rummene skal virke større, og på væg i bruseområderne samt bag badekaret i masterbadet har vi fået sat en 30x60cm flise op. Vi havde oprindeligt valgt at få mosaikker i bruseområdet i masterbadet (på trods af alle advarsler om mosaik ifht. kalk), men da mureren havde store udfordringer med at få dem sat op valgte vi også her, at gå over til 30×60 da det ville skabe sammenhæng mellem de to badeværelser. I resten af huset, dvs. køkken/alrum, stue og de forskellige værelser, har vi fået lagt en hvidolieret egeplank fra Moland Gulve. Vi var meget enige om at vi gerne ville have et “levende” materiale i huset og skulle derfor have trægulv. På grund af den gulvvarmeløsning vi har valgt, var det ikke muligt at få lagt massive gulve og vi har istedet fået lagt en lamelplank. Et lakeret gulv er umiddelbart mindre sart ifht. pletter, men til gengæld er overfladen meget hård og glat (ikke velegnet til hundepoter) og taber man noget er det hak i gulvet med det samme. Et hak i et olieret gulv vil man kunne få til at rejse sig igen og vi kunne meget bedre lide gløden i og farven på det olierede gulv. Omkring køkkenet havde vi igen et dilemma. Et trægulv i et køkken er sart men det er til gengæld meget mere behageligt at stå på, i forhold til et flisegulv, som er meget hårdt. Eftersom vi har køkken og spisestue ud i et, er der også noget æstetisk i at gulvet er gennemgående og vi endte med trægulv i køkkenet også.